Besøgende på odenseanske legepladser vil fremover bliver mødt at et skilt, der opfordrer til ikke at tænde en cigaret eller indtage et nikotinprodukt.
“Tak fordi du holder legepladsen røg- og nikotinfri. Dine, mine og vores børn ser op til dig,” lyder teksten på de 100 nye skilte, der bliver opsat.
- Legepladser er steder, hvor børn leger, lærer og ser op til de voksne omkring dem. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu får nye skilte, der minder os alle om at holde legepladserne røg- og nikotinfrie, siger rådkvinde for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen, Anne Skau Styrishave, til kommunens hjemmeside.
De nye skilte erstatter de tidligere skilte, som kun handlede om rygning.
