Mandag aften har Klima-, Teknik, og Miljøudvalget i Københavns Kommune nedlagt et såkaldt paragraf 14 forbud mod otte hotelprojekter.

Det oplyser Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af udvalget, til TV 2 Kosmopol.

- Vi vil gerne have en bymidte, hvor der bor københavnere. Samtidig vil vi gerne have en by, hvor vi kan tilbyde turisterne nogle ordentlige hoteller, som meget gerne skal ligge ude i brokvartererne. Det er den balancegang, vi har prøvet at lægge ned over de her sager, som vi har taget stilling til i dag, siger han til TV 2 Kosmopol.

I alt skulle politikerne tage stilling til 14 projekter, hvoraf seks af dem altså fik lov at køre videre.

Blandt de projekter, der skulle diskuteres, var den tidligere politistation på Halmtorvet - også kendt som Station 1. Det får lov at leve videre.