Frustrationen har været stor i årets første tre måneder hos det nordjyske ægtepar Bente og Palle Laigaard fra Aalestrup.
Siden årsskiftet har de nemlig ikke modtaget noget som helst post, på trods af at masser af post er blevet sendt til dem. Ikke før knap tre måneder inde i året, kom der styr på situationen.
I stedet blev posten sendt retur, og parret har måttet kontakte afsenderne for at få at vide, hvad brevet vedrørte, og hvad der stod i det.
Bente Laigaard abonnerer også på et blad fra Norge, som hun hver måned betaler 100 kroner for. Men bladet har hun ikke modtaget i årets første knap tre måneder.
- Det er frustrerende, for du aner ikke, om der kommer anden post. Vi har aldrig været ude for det her før, vi har altid fået vores post i de 46 år, vi har boet her, fortæller Bente Laigaard.
Selv har hun arbejdet ved Postdanmark i 29 år, inden sin pension.
- Jeg savner vores gamle postvæsen. Det er forfærdeligt, at man før kunne få et brev fra København til Jylland på en dag, og nu kan man ikke få leveret et overhovedet, siger hun om situationen.
Privat eller privat fællesvej?
Problemet skyldes tvivl om, hvorvidt parret bor på en privat vej eller en privat fællesvej.
Ifølge Vesthimmerlands Kommunes optegnelser bor de på en privat fællesvej, hvilket betyder, at posten skal leveres ned til deres egen grund.
Men på det kort, som Dao har brugt, fremgår vejen som en privat vej, som betyder, at en postkasse skal stå ved vejens start.
Derfor har en omdeler taget posten med retur, når vedkommende er ankommet til Bente og Palle Laigaards adresse.
Erkender fejl
Det har dog været en fejl, lyder det fra den administrerende direktør i Dao, Hans Peter Nordstrøm Nissen.
- Vi er jo ikke glade for det der. Det er dumt, at omdeleren kan registrere, at der ikke er nogen brevkasse derude. Det er et af de dilemmaer, vi har i dag, siger han og henviser til en større kritik, som Dao oplever.
- Tidligere var der en goodwill til, at hvis der ikke var en postkasse, så kørte man ned til huset med det i en plastikpose. I dag er tingene ikke sådan, fordi vi har været nødt til at stramme op og sige til omdelerne, at de ikke kan blive ved med det, men at der skal være en lovlig postkasse, fastslår den administrerende direktør.
Hos Bente og Palle Laigaard står der en postkasse for enden af deres private grund ud til den private fællesvej – netop som postloven siger. Men fordi der har været uoverensstemmelser mellem det kort, som Dao har brugt, og det reelle kort, som Bente Laigaard har fået tilsendt af Vesthimmerlands Kommune, har beskeden indtil nu lydt, at deres post ikke har kunnet blive leveret.
Efter noget tid valgte Bente og Palle Laigaard at klage til Trafikstyrelsen. Først efter seks uger forventes de at få svar, men Hans Peter Nordstrøm Nissen bekræfter, at Dao allerede er i tæt dialog med Trafikstyrelsen.
Fejl i kommunikationen
Bente Laigaard kontaktede allerede Dao i midten af februar. Siden har hun talt i telefon med flere medarbejdere samt haft en mailkorrespondance, men hun har aldrig fået en reel afklaring, før hun kom i kontakt med Hans Peter Nordstrøm Nissen.
Mandag kunne direktøren fortælle, at der nu endelig skulle være styr på situationen, at parret igen kan begynde at modtage post, og at han endda vil hjælpe med at finde frem til det post, som parret fra Aalestrup ikke ved, hvad indeholder.
- Kommunikationen har ikke været super. Når det her er blevet til en klagesag hos Trafikstyrelsen, skal vi kommunikere med dem. Men det havde nok været smart, at en lokal leder tog fat i Bente, siger den administrerende direktør for Dao.
Bente Laigaard er nu lettet over, at der er kommet styr på sagen, for hun har været bekymret for, om hun overhovedet ville kunne modtage sit valgkort inden valget på tirsdag.
Det har den administrerende direktør dog lovet, at hun modtager i løbet af ugen.