Lugt fra madlavning og cigaretrøg trænger jævnligt ind i flere lejligheder gennem det dårligt fungerende ventilationsanlæg.
Køleskabe, emhætter, radiatorer og vandtryk lever ofte deres helt eget liv.
Gennem væggene til naboen kan man høre mere, end hvad godt er.
Og der er iøjnefaldende meget lysindfald fra karmene rundt om en lang række branddøre, som går ud til gange og fællesarealer.
- Det er noget byggesjusk. Det er noget makværk, og det er en ren pengemaskine, siger Christian Nipper Nielsen, som er varm fortaler for, at vi på en eller anden måde skal have indført et huslejeloft.
Metrostation er den største kvalitet
Han har inviteret os indenfor i sin lillebitte hybel, som de seneste tre år har udgjort hans hjem.
På papiret en 31 kvadratmeter stor lejlighed, men ifølge Christian Nipper Nielsens egen opmåling højst 20 kvadratmeter.
Lejligheden ligger sammen med flere end 600 andre i fire store boligblokke på Engvej og Jorisvej på Amager.
Hvor flere beboere nævner den korte afstand til Femøren Metro Station som en af de absolut største kvaliteter ved byggeriet, trækker andre opgivende på skuldrene.
Flere giver udtryk for, at der er så forsvindende få andre muligheder for at få en studiebolig i København, at de bliver boende.
Brummende og larmende lyde døgnet rundt
TV 2 Kosmopol har både talt og skrevet med flere beboere, som i lighed med Christian Nipper Nielsen remser de kritisable forhold op i flæng.
I studieboligbyggeriets facebookgruppe er der klager over brummende og larmende lyde 24/7, utætte brusekabiner, manglende varme og et helt uacceptabelt højt støjniveau.
- Jeg har haft 10-12 forskellige naboer, mens jeg har boet her, og hver gang der er flyttet nye ind, så har de jo skulle vænne sig til, hvor støjende der er her i bygningerne, forklarer Christian Nipper Nielsen.
Kan høre, når naboen sætter sig
I den korte tid vi opholder os i Christian Nipper Nielsens lille lejlighed, kan vi hurtigt konstatere, at der er lydt i ejendommen.
- Jeg har kæmpet mig igennem et studie med søvnunderskud. Flere gange om ugen bliver jeg vækket af bump og brag og døre, der bliver smækket og naboen, der sætter sig ned for hurtigt, siger Christian Nipper Nielsen.
"Jeg er imod regulering, men"
Christian Nipper Nielsen klør sig lidt i skægget, da han fortæller, at han på den ene side er menigt medlem af Liberal Alliance og på den anden side - stik i mod partiets ideologi - gerne ser en form for huslejeloft.
Han ønsker sig en politisk indgriben mod det, han kalder rendyrket og spekulativ udnyttelse af studerende på et hårdt og meget trængt privat lejeboligmarked.
- Jeg har altid været af den holdning, at jeg er imod regulering. Men efter at have boet her, så synes jeg, at man skal lave noget regulering, så lejere ikke skal udsættes for så høje huslejer i boliger af så lav en kvalitet, siger Christian Nipper Nielsen.
Hver måned betaler han 6700 kroner plus forbrug for den mikroskopiske lejlighed.
- Hvis det er det, der skal til, så ser jeg gerne et huslejeloft. Og jeg ser også gerne, at man rent faktisk indfører nogle institutioner, som i langt højere grad beskytter lejerne, siger Christian Nipper Nielsen.
Hvorfor tror du, at folk bliver boende et sted som her?
- Jeg tror, at folk bliver boende herude, fordi de ikke har andre muligheder i Københavnsområdet. Og når man først er gået i gang med et studie, så kan en flytning måske også være lidt meget at skulle til at i gang med. Og udover det, så er folk meget opmærksomme på, at de simpelthen bliver flået ofte ved de her udflytningssyn, siger Christian Nipper Nielsen.