Hvad der startede som en helt almindelig vandretur for venneparret Tobias Nissen og Jonathan Langborg Wejse, endte som verdenshistoriens længst registrerede redningsaktion.
I fem graders kulde, vindstød på 70 kilometer i timen og silende regn bevægede de sig 5. august 2025 ud på en vandretur i området Hardangervidda i Norge.
Pludselig dukkede en skikkelse op tæt ved dem. Da de kom nærmere, kunne de se en mand i 20'erne ligge helt våd, kold og fuldstændig desorienteret.
- Vi prøvede at få ham op at stå, og vi gav ham noget chokolade og noget vand, men han kunne slet ikke noget som helst, fortæller Tobias Nissen, der er uddannet læge, til TV 2.
I mellemtiden satte Jonathan Langborg Wejse i løb for at finde hjælp.
Efter halvanden time kom han tilbage med tre mænd, som straks hjalp med at løfte den unge mand mod en hytte tre kilometer derfra. Men efter knap én kilometer mærker de, at han ånder resten af sin luft ud.
- Pludseligt har han helt åben mund og åbne øjne, og der er ingen respons. Jeg tjekker hans puls, og han trækker ikke vejret, genkalder Jonathan Langborg Wejse.
- Der blev jeg nødt til at lukke ned for følelserne, for det duede ikke, at vi stod og græd. Det ville i hvert fald ikke redde hans liv.
Imod alt logik
Mere end fire timer efter at de to danskere havde sat gang i redningsaktionen, nåede de frem til den varme hytte og begyndte på hjertelungeredning.
Med hjælp fra de i alt seks andre mennesker til stede, skiftedes de til at udføre hjertelungemassage og give luft til den livløse mand.
Men grundet det kraftige vejr gik der lige knap tre timer før, at der kom en helikopter til undsætning.
- Det er imod alt logik at fortsætte så lang tid med hjertelungeredning. Der er ikke andre situationer, hvor det giver mening, fortæller Tobias Nissen,
Grundet hans lægefaglige baggrund vidste han, at den unge mands kolde kropstemperatur var så lav, at de var nødt til at fortsætte så lang tid som muligt.
En kæmpe lettelse
Efter mørket havde lagt sig på i de norske fjelde, mærkede de pludseligt hytten ryste.
En helikopter med lægefolk ankom og kort tid efter overtog de redningsarbejdet af den unge mand, som de målte til at have en kropstemperatur på 20,4 grader.
To dage senere fik de to danskere besked fra politiet.
Manden er i live.
- Jeg kunne godt mærke, at det gav en kæmpe lettelse, og jeg begyndte at græde, da jeg fik det at vide, fortæller Jonathan Langborg Wejse.
For mens hans gode ven Tobias Nissen til dagligt arbejder i sundhedssektoren, så var det en oplevelse, som han ikke bare kunne ryste af sig. Blandt andet valgte han at opsøge krisepsykolog, da han kom hjem.
Samtidigt var det en redningsaktion som ifølge NRK har slået en verdensrekord.
Fra de begyndte hjertelungeredningen i hytten, til at hjertet selv begyndte at slå igen, så blodet kunne løbe rundt uden hjælp, gik der otte timer og 48 minutter. Og det er ifølge det norske medie det længste nogensinde.
De understreger begge, at det aldrig ville kunne lade sig gøre uden alle otte personer.
- Det her var en holdindsats, siger Tobias Nissen.
For selvom han tog styring med sin lægefaglighed, var det arbejdet fra alle, der sørgede for, at den unge mand den dag i dag er i live.