Natten til tirsdag klokken 02.12 modtog Nordjyllands Politi en melding om bygningsbrand i en villa på Ikarosvej i Aalborg Sydøst.

Da politi og brandvæsen ankom til stedet, stod tæt, sort røg ud af villaens garage.

I garagen stod flere elbiler, og kort efter brandvæsenets ankomst udviklede der sig kraftig røg fra bilerne, som derefter brød i brand.

For at begrænse skaderne på selve huset arbejdede brandfolkene hurtigt på at få elbilerne trukket ud af garagen.

Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Claus Stærk, var alle beboere allerede kommet sikkert ud af huset, da redningsmandskabet nåede frem.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

Man kender endnu ikke brandårsagen, og der skal nu gennemføres brandtekniske undersøgelser, oplyser vagtchefen.