To mænd på henholdsvis 30 og 41 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et røveri i Aalborg søndag.

Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Tidligere mandag oplyste Kenneth Rodam, der er efterforskningsleder i almen efterforskning hos Nordjyllands Politi, om et røveri på Kattesundet, men nu fortæller Julie Lauesen, som er anklager i sagen, at det har drejet sig om to forskellige røveri i løbet af søndagen.

I begge tilfælde har de to mænd truet ofrene med vold og fremskaffet sig penge. I den ene hændelse fik de offeret til at overføre et beløb, mens de i den anden tiltvang sig kontanter.

Anklageren fortæller også, at mændene er varetægtsfængslet for vidnetrusler, da de under det første røveri har råbt: 'Du er ikke en stikker vel? Du ved, hvad der sker med stikkere'.

Begge mænd nægtede sig under grundlovsforhøret for skyldige. Det blev afholdt bag lukkede døre.